Underviser med speciale inden for specialpædagogik og koordination søges i Jelling

dato

Fagligt stærk og engageret underviser søges til undervisning i specialpædagogik og i det pædagogiske fagområde i læreruddannelsen

På læreruddannelsen i Jelling søger vi en erfaren profil inden for særligt det specialpædagogiske område til undervisning af lærerstuderende, både på vores ordinære udbud, vores traineeudbud samt vores netudbud. Du vil herudover også skulle underviser inden for læreruddannelsens grundfag, fx Pædagogik og Almen Didaktik eller Pædagogisk psykologi

Ud over undervisning vil du have en koordinatorfunktion for vores traineeuddannelse, som indebærer en systematisk kontakt og et tæt samarbejde med vores traineeskoler og skoleforvaltningen i Vejle Kommune.

Stillingen indebærer desuden varetagelse af forsknings- og udviklingsaktiviteter i relation til grundskoleområdet.

Jobbet

I læreruddannelsen arbejder vi målrettet på at sætte de studerende i stand til at planlægge, gennemføre, evaluere og udvikle undervisning samt at kvalificere de studerende til at læse videre.

Dit bidrag vil være undervisnings- og uddannelsesaktiviteter inden for specialpædagogik, almen didaktik og pædagogik og pædagogisk psykologi. Vægtningen mellem de forskellige fagområder kan variere alt efter din profil. Du vil endvidere skulle fungere som vejleder og eksaminator i forbindelse med de studerendes prøver.

Arbejdsopgaverne kan ydermere bestå i varetagelse af forsknings- og udviklingsaktiviteter samt efter- videreuddannelse af lærere i afdelingen for Kompetence- og Organisationsudvikling.

Din profil

  • Det er et krav, at du har en kandidatuddannelse og evt. en ph.d.-grad inden for det pædagogiske område (fx generel pædagogik, pædagogisk psykologi, pædagogisk sociologi eller pædagogisk antropologi).
  • Det er en stor fordel, hvis du har erfaring med specialområdet, både fra skole og i forvaltnings regi.
  • Du skal kunne indgå i samarbejdsrelationer med eksterne samarbejdspartnere og med kolleger - både i fag og på tværs af fagområder, fx omkring tilrettelæggelse af de studerendes praktik.
  • Det er vigtigt, at du har interesse for digital undervisning, da vores netuddannelse primært består af digital undervisning, både synkron og asynkron.
  • Det er en fordel, hvis du har erfaring med undervisning på en videregående uddannelse, gerne en professionsuddannelse.
  • Det er en fordel, hvis du har kendskab til grundskoleområdet.
  • Det er en fordel, hvis du har erfaring med forsknings- og udviklingsaktiviteter, gerne i relation til uddannelses- og/eller skoleområdet.

Løn- og ansættelsesvilkår

Du ansættes pr. 1. juni 2026 eller snarest derefter og din gennemsnitlige arbejdstid vil være 37 timer pr. uge

Dit primære arbejdssted er læreruddannelsen i Jelling, men evt. med mødevirksomhed og undervisningsaktiviteter på UCL’s øvrige adresser. Netuddannelsens aktiviteter foregår primært aftener samt visse weekenddage.

Ansættelsen sker i henhold til cirkulære om overenskomst for akademikere i staten samt bekendtgørelse om stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Stillingen er omfattet af principperne om Ny Løn.

Ansættes du som adjunkt, vil du indgå i et lektorkvalificeringsforløb, jvf. Bekendtgørelse om lektorkvalificering, lektorbedømmelse og docentbedømmelse af undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og visse maritime uddannelsesinstitutioner. Et adjunktforløb er på maksimalt 4 år.

Bliver du ansat som lektor, ser vi gerne, at du er lektorbedømt efter stillingsstrukturen fra 2013.

Er du lektorbedømt efter tidligere stillingsstrukturer, kan du efter aftale vælge, at ansættelsen sker på hidtidige centralt fastsatte løn- og ansættelsesvilkår efter stillingsstruktur fra 2003, hvilket blandt andet kan have indflydelse på størrelsen af dit lektortillæg samt muligheden for at kunne blive udpeget som medlem af lektorbedømmelsesudvalg.

Alternativt kan du aftale fornyet lektorbedømmelse efter den aktuelle stillingsstruktur og efter reglerne i kapitel 5 i Bekendtgørelse om lektorkvalificering, lektorbedømmelse og docentbedømmelse af undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og visse maritime uddannelsesinstitutioner. Bedømmelsen sker på grundlag af en kort lektoranmodning på 8 sider vedrørende kompetencer inden for forskning og udvikling. Anmodningen skal afleveres til UCL i forbindelse med ansættelsesprocessen. Bedømmelsen afgøres på 3-6 uger af et eksternt bedømmelsesudvalg nedsat af UCL. Ved evt. negativ bedømmelse kan ansættelsen ske efter tidligere stillingsstruktur eller som adjunkt.

UCL tilbyder vejledning i forbindelse med udarbejdelse af anmodningen.

Vil du vide mere?

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte uddannelsesleder Birgitte Bjerrum Hjerrild på bbhj@ucl.dk eller 5133 0119.

Sådan søger du

Send din ansøgning via vores hjemmeside ucl.dk/job senest 28. april 2026.

Vi forventer at holde samtaler primo maj måned.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Vejle Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Stationsvej, 7300 Jelling

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 28-04-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/64418e35-8664-4aa2-bf9d-872ccb009748

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet