Kommunikationskonsulent til regional brevforvaltning på Sygehus Lillebælt

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Kan du skrive om patientrettigheder og oversætte sygehus-sprog, så det er nemt og ligetil for alle at forstå? Og kan du arbejde strategisk og få en stor organisation til at følge en ny fælles vej, når det handler om vores breve til patienterne? Så er det måske dig, der er vores nye kollega i Region Syddanmarks regionale brevforvaltning.

Breve er ofte patienternes første møde med sygehuset. Det er her, de får de første vigtige beskeder om, hvordan de skal forberede sig, hvilke rettigheder de har, og hvordan de skal forholde sig, når de kommer på sygehuset. Derfor er det afgørende, at patienterne forstår den information, de får i brevene. Det er også afgørende for et godt forløb, at de bliver mødt med samme venlige tone, som når vi møder dem fysisk på sygehuset. Som regional brevforvalter bliver det din opgave at hjælpe med at sikre, at den tilgang bliver til virkelighed i alle Region Syddanmarks breve til patienter og borgere.

Den regionale brevforvaltning blev oprettet 1. januar i år og har som formål at sikre, at alle regionens patientbreve er af ensartet, høj kvalitet, at indholdet er forståeligt og patientvenligt, og at brevene lever op til gældende lovgivning. Det skal du som regional brevforvalter være med til at sikre blandt andet ved at drive arbejdet med en fælles regional skriveguide, udarbejde tværgående undervisningsmateriale, sikre løbende kvalitetsgennemgang, skrive de gode eksempler og stå i spidsen for at udarbejde fælles fraser og skabeloner – det hele i tæt samarbejde med sygehusenes lokale brevforvaltninger.

Den regionale forvaltning hører hjemme på Sygehus Lillebælt med udgangspunkt i kommunikationsafdelingen. Forvaltningen består ud over dig af en IT-konsulent ansat i IT-afdelingen. I vil skulle arbejde tæt sammen, og I vil i fællesskab med de lokale brevforvaltninger på de enkelte sygehuse skulle drive forvaltningen og sikre, at vi kommer i mål med de opgaver, der er stillet af regionsledelsen. Som forvalter har du ansvaret for hele processen inden for dit område, herunder blandt andet strategi, produkt roadmap, projektledelse, implementering, drift og support.

Det overordnede mål med dine opgaver som kommunikationskonsulent er at bidrage til, at patienterne får den bedste behandling helt fra første brev og første kontakt. På den måde vil du få et job, hvor du kan være med til at gøre en forskel, og som kan have betydning for de tusindvis af mennesker, der dagligt modtager breve fra regionens sygehuse.

At skrive gode, forståelige breve er en særlig disciplin, der kræver, at man kender sin målgruppe og selv formår at sætte sig i modtagerens sted. Du skal derfor være skarp på både sprog, grammatik, målgrupper og brugerrejser. Og du skal kunne se på tværs og ikke kun have blik for sproget, men den samlede kommunikationspakke - herunder også visuelle muligheder og sammenhængen til eksempelvis wayfinding og de øvrige patientkommunikationskanaler.
Du skal også gerne have en vis teknisk forståelse, da brevene er koblet op på en række forskellige IT-systemer og kanaler. Kendskab til sundhedsområdet og patientrettigheder vil også være en fordel.

Du skal du være klar på at arbejde i en politisk ledet organisation, hvor der er stor bevågenhed om vores arbejde og en række lovgivningsmæssige krav, der skal overholdes. Det er desuden afgørende for din succes i stillingen, at du har både drive og pondus – og at du har lyst til at gå ind i udviklingsopgaver, hvor nye digitale løsninger og muligheder bliver udnyttet optimalt. Det gælder blandt andet det nye MeMo-format og webtilgængelighed.

Du vil blive en del af kommunikationsafdelingen, hvor vi lige nu er 15 medarbejdere inklusiv kommunikationschefen. Vi er i fuld gang med at udvikle fremtidens patientkommunikation og en ny måde at arbejde med opgaven på. Vi hjælper alle hinanden på kryds og tværs i afdelingen, når opgaverne skal løses, men du skal også kunne arbejde selvstændigt. Og så må du gerne have godt humør og være god til at grine sammen med os andre. Derudover skal du være forberedt på, at vi forholdsvis ofte taler om sport og gode serier.



Som kommunikationskonsulent i den regionale brevforvaltning skal du blandt andet:

  • Arbejde strategisk, sætte retning og udvikle brevenes indhold, så de matcher patienternes behov. Området udvikles i tæt samarbejde med sygehusenes klinikker, lokale brevforvaltninger, systemejere, leverandører og Regional IT
  • Bidrage til at sikre korrekte og indholdsmæssigt forståelige breve til patienterne i hele regionen
  • Udarbejde fælles fraser og skabeloner til brug i alle regionens breve
  • Udvikle undervisningsmateriale og undervise sygehuse og afdelingerne i det gode, patientvenlige sprog
  • Rådgive og vejlede sygehuse og afdelinger omkring indholdet i deres breve og korrekt brevopsætning
  • Indgå i relevante nationale og regionale netværk
  • Være driver på mulighederne for at udnytte nye digitale og kommunikationsmæssige potentialer
  • Sikre at der er sammenhæng mellem brevene og de øvrige kommunikationskanaler
  • Være tovholder på brevforvaltningens kommunikationsmæssige opgaver


Om dig:

  • Du har en kommunikationsfaglig uddannelse som eksempelvis journalist.
  • Du har minimum 5 års erfaring med produktion af skriftligt materiale
  • Du er vant til at skrive til specifikke målgrupper – og kan med lethed skifte imellem dem
  • Du har dokumenteret projektledererfaring og har før stået i spidsen for udbredelse af nye koncepter
  • Du har erfaring med at undervise i og/eller rådgive om sprog/kommunikation – især til faggrupper langt fra kommunikationsfaget
  • Det vil være et plus, hvis du har erfaring med tilsvarende opgaver i en stor organisation – meget gerne med borgerrettet eller patientrettet kommunikation
  • Du er stærk i grammatik og sprog
  • Du er god til at se på tværs og tænker gerne i nye muligheder og løsninger
  • Du har respekt for dine kolleger, samarbejdspartnere og den organisation, du bliver en del af, herunder Sygehus Lillebælts værdier om altid at sætte patienten først.
  • Du er åben og imødekommende, god til at danne relationer og synes om at have mange forskellige samarbejdspartnere
  • Du tager ansvar, har en konstruktiv tilgang til opgaverne og formår at være en positiv driver i løsningen af dem – også selv om der er udfordringer eller bump på vejen


Vi tilbyder:

  • Et job med masser af mening og stor indflydelse
  • En spændende og varieret arbejdsdag
  • Tæt samarbejde både lokalt og med kollegaer i hele regionen
  • Gode kollegaer i en afdeling, hvor vi hele tiden udvikler os med fokus på sygehusets vision om altid at sætte patienten først – også i kommunikationssammenhæng
  • Mulighed for hjemmearbejde, når opgaverne tillader det – dog ikke af fast karakter


Løn- og ansættelsesforhold
Der er tale om en fast stilling på 37 timer om ugen. Løn i henhold til gældende overenskomst mellem Danske Regioner og relevant faglig organisation.
Du vil blive ansat i kommunikationsafdelingen på Sygehus Lillebælt og referere til kommunikationschefen, der har det ledelsesmæssige ansvar for den regionale brevforvaltning. Du kommer efter planen til at sidde på sygehuset i Vejle, men vil også skulle sidde i Kolding ind i mellem. Der vil desuden være opgaver på regionens øvrige sygehuse. Du kommer til at sidde sammen med kommunikationsafdelingens tekst-team og den lokale Sygehus Lillebælt-brevforvalter. Nogle dage vil I også sidde med IT-kollegerne i forvaltningen.



Ansøgningsfrist, samtaler og tiltrædelse
Vi skal have din ansøgning senest den 13. juni. Vi forventer at holde samtaler den 23. juni og evt. 2. samtale den 27. juni. Du skal regne med at løse en skrive-opgave i forbindelse med samtalen. Tiltrædelse forventes senest 1. august 2023.



Yderligere oplysninger
Du kan læse mere om Sygehus Lillebælt – Patienternes Sygehus – her http://www.sygehuslillebaelt.dk. Du er velkommen til at søge yderligere oplysninger om stillingen ved at kontakte kommunikationschef Cathrin Tromborg Bræstrup på ctb@rsyd.dk eller tlf. 24969280.



INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Vejle Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Sygehus Lillebælt, Vejle Sygehus, Beriderbakken 4, 7100 Vejle

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 13-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=198&ProjectId=225509&DepartmentId=6677&MediaId=2511&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5840369

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet